En lille opgave i at skrive essay:
Skriv (individuelt) et
lille essay med refleksioner over skrivepædagogik. Bemærk: Dette er ikke en
”akademisk læreruddannelsesopgave”, men en øvelse i den specifikke genre
essayet (hvor man er personlig, ikke normalt bruger noter osv.).
Formalia
- Omfang 1-2 sider.
- Skrives individuelt.
Mål
- Essay er en yndet genre i udskolingen, fx i FSA i skriftlig fremstilling, og med denne øvelse trænes ens egne evner som essayist – hvilket ruster en til det fremtidige arbejde med denne genre over for eleverne.
- Herudover udvikles generelle færdigheder i skriftlig fremstilling og i at bruge og se mulighederne i web 2.0-teknologier til skriveundervisning.
Vejledning
- Læs s. 146-151 i Skriftens veje om essayskrivning – det er en meget nyttig gennemgang.
- Nederst s. 150 er der nærmest en bageopskrift på essayskrivning.
Vurdering
- Teksten skal leve op til genrekriterierne for et essay (se Skriftens veje s. 148).
- Teksten skal (helst) være (næsten) uden sprogfejl. Se Skriftens veje s. 156-157 for en nyttig liste over fejltyper som din computers stavekontrol ikke fanger.
Hvordan skrives bedst??
Af Camilla Jensen
Der
var en gang hvor jeg gik i skole. I folkeskole for at være helt præcis. Jeg
lærte en masse, og selvom halvdelen af det med tiden er glemt, så er den anden
et eller andet sted bevaret. Noget jeg lærte, og noget som jeg kunne lide, var
at skrive stil. Måske hænger det sammen med, at jeg altid godt har kunne lide
at snakke, og her mener jeg ikke at tale – nej, men at snakke. For jeg kan
snakke dagen lang, ugen lang, måneden lang, året lang. Jeg har egentlig aldrig
fundet ud af hvorfor det er sådan, men jeg trøster mig med, at min familie er
ligesådan. Da jeg stadig boede hjemme, kunne vi somme tider sidde to-tre timer
ved middagsbordet, efter at middagsmaden var fortæret. Og så snakkede vi om
hvordan det gik i skolen, hvordan det gik til håndbold, hvad min mor og far
lavede på arbejdet, hvad der skete i Danmark, i andre lande, osv. Vi snakkede,
snakkede og snakkede, lige indtil vi gik i seng.
På
den måde har jeg det sådan, at man altid har et eller andet på sindet. Der er
altid noget man kan snakke om – og kan man snakke om det, så kan man helt
sikkert også skrive om det! Set tilbage til tiden i folkeskolen, så var mine
stilopgaver i 4. klasse ikke perfekte, selvom jeg hver gang stilede efter, at
der ingen røde streger skulle være når jeg fik dem retur. Men det var der
altså! Og det kan måske lyde underligt for nogen, men det gjorde mig ikke det
store. For næste gang ville jeg have færre, nu kunne jeg jo se, hvor jeg havde
lavet fejl, og hvordan de blev rettet. Det var i hvert fald målet, og
konkurrencen ”mod mig selv” underholdte og motiverede mig.
Du
kan måske nu regne ud, at jeg dengang ikke havde det store imod den
traditionelle skrivepædagogik, altså den klassiske danske stil. Der blev
stillet nogle krav til emne og længde af stilen, og det virkede for mig fornuftigt
og ligetil. Men spørger du mig i dag, så er jeg ikke den store fan af den
traditionelle skrivepædagogik. Det er en meget deduktiv og dermed på forhånd
fastlagt form for skrivepædagogik, hvor der mangler kontekst og kommunikationssituation.
Du bliver stillet et emne, og ud fra det skal du skrive. Bare skrive. Hmm, der
mangler da lidt – gør der ikke?
Det
mente den procesorienterede skrivepædagogik i hvert fald, som er et opgør med
den traditionelle skrivepædagogik og hermed den traditionelle danske stil. I stedet for at være så fastlås og deduktiv
fra start af, så lægger denne skrivepædagogik op til mere induktive rammer,
altså det at eleverne selv skal forme deres tekster med personlige udtryk, især
i essays, ligesom denne du læser lige i dette øjeblik. Men det er vel både godt
og skridt at rammerne er så vide. For – lidt deduktivitet, hvis der da var
noget der hed det, gør da heller ikke noget?
Og
det er så her, vi rammer genrepædagogikken! For det er nemlig en blanding af
deduktiv og induktiv undervisning. På den ene side står læreren og siger til
eleverne ”Gør det!”, og på den anden side får eleverne selv lov til at udforme
nogle opgaver fra bunden af. The Teaching Learning Cycle og konstruktivisme er
begreber, man meget vel kan blive bekendt med under denne genre, og navne som
Piaget og Vygotsky dukker da også op.
Her er der nemlig plads til, at ”eleverne bliver til”, i den konstruktion de er
i – passivt som aktivt.
Nu
ved du hvad de tre genre indenfor skrivepædagogikken er – eller du har i hvert
fald en idé om det, for en alt for detaljeret beskrivelse af disse vil fylde
flere sider, og jeg har kun 1-2 – så du må nøjes med ovenstående beskrivelse.
Men
hvilken er så i virkeligheden den bedste? For der må naturligvis være en sådan,
nu hvor jeg har opstillet tre forskellige former for skrivepædagogik… Eller er
der det? For – i bund og grund handler det vel bare om at elever skal lære at
skrive, om det er på den ene eller anden måde. For 200 år siden var der hverken
noget der hed traditionel skrivepædagogik, procesorienteret skrivepædagogik
eller genrepædagogik – men alligevel, på mirakuløs vis – så lærte eleverne at
skrive, ligesom de gjorde for 50 og 100 år siden. Og selvom det primært har
været den traditionelle skrivepædagogik der har været i brug, så har Danmark mange
forskellige typer skrifter bag sig, alt fra snorelige forfatninger, stive salmer og punktlige avisartikler til magiske
eventyr, rytmiske sange og smuk poesi.
Så
hvad er det med den skrivepædagogik – er den overhovedet nødvendig? Vi kunne
før uden, så hvorfor ikke nu? Svaret er – for mig at se – enkelt: Fordi vi kan.
Fordi vi kan vælge at variere vores undervisning ud fra forskellige former for
pædagogikker, og når vi kan det, hvorfor skulle vi så lade være? Desuden ved vi
i dag langt bedre, end hvad man gjorde for 200 år siden (det mener vi da i
hvert fald selv, vel at bemærke). Og så kan vi fordi det er langt mere
motiverende at modtage undervisning, der både er deduktiv og induktiv, frem for
kun det ene af de to. Ren deduktiv undervisning har en tendens til at slukke en
elevs motivation rekordhurtigt, mens ren induktiv undervisning kan være for
løst for eleverne til at håndtere. En blanding af de to – se det er magi i
skrivepædagogikken, både for læreren, der kan veksle mellem sine arbejdsformer,
og for eleverne der ikke skal tæskes igennem den samme vise dag efter dag.
Som Dorte
Østergreen-Olsen har skrevet det: ”At
skrive handler om at få den delvis nonverbale, følte mening til at blive et stykke
eksplicit skriftsprog” – jeg tror på, at hvis man vil fremme dette, så gør
vi det bedst med genrepædagogikken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar