Analyse af elevtekst

For hmm, 2 uger siden skulle vi aflevere en opgave i dansk, nemlig en analyse af en elevtekst... Det fik jeg ikke lige gjort, og så var der så mange andre ting der skulle gøres, og jeg havde en million undskylder for ikke at gøre - men nu er det gjort! :)

Bedre sent end aldrig, nu håber jeg bare at opgaven er grebet rigtigt an :-)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Opgave

Læs kap. 16 i Mette Kirk Mailand og lav med inspiration herfra en lærerfaglig analyse af en elevtekst fra udskolingen. Den lærerfaglige analyse skal fylde 1-2 sider. Skrives individuelt eller i grupper.

Teksten jeg har valgt er følgende:

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Elevteksten af Mathilde Laursen med titlen ”liar liar pants on fire” er et meget konsekvent og hårdt debatindlæg.

På makroniveau fungerer teksten umiddelbart fint, da eleven formår at stave korrekt, og sætte sine kommaer mm. rigtigt i 95% af tilfældene. De fejl der er, skal man ned på mikroniveau for at spotte. Derudover hænger teksten godt sammen i starten, hvor eleven lægger ud med et, for de fleste hunkøn, genkendeligt hverdagsbillede. Herefter slår hun flydende over i det, debatten egentlig handler om, nemlig politikkernes tendens til ikke at holde deres ord. Desværre bliver teksten herefter mindre flydende, i og med punktformsopsætningen tages i brug, og der afslutningsvis ingen kommentar eller konklusion er på debatindlægget. Den overordnede opbygning af teksten er på sin vis berettermodellen. Den går dog i stå allerede ved uddybningen, og når derved aldrig klimakset og udtoning, hvilket gør at man som læser til sidst tænker, om ikke der mangler en side 2, hvilket der desværre ikke gør. Eleven får altså ikke rundet sit debatindlæg ordentligt af, og det giver en tom fornemmelse for læseren.

I princippet hører teksten til under genren ”argumenterende tekster”, da et debatindlæg skal argumentere for den sag den er med, og mod den sag den er imod. Det er tydeligt at tekstens forfatter er træt af politikere, der ikke kan holde deres ord – dette budskab nærmest brænder igennem papiret. Derfor er det også en skam, at eleven ikke ”formår at overbevise modtageren om ét eller flere synspunkter”, da det netop er dette, der er bærende ved arbejdet med en argumenterende tekst. I stedet peger eleven primært fingre, uden at komme med nogle saglige velformulerede pointer. Hun nævner nogle punkter, som hun mener, at S og SF ikke har overholdt – men disse fremgår i punktform, hvilket svækker den argumenterende effekt, der er så grundlæggende for et debatindlæg. Og som tidligere nævnt rundes teksten heller ikke af med nogle ord til læseren, der som regel appellerer til ethos, pathos eller logos, men dette er i sidste ende også logisk, da eleven heller ikke inddrager disse synspunkter i sin tekst.

Brugen af et anderledes ordvalg kunne have ført debatindlægget over mod en mere følelsesladet og fornuftsbetonet tekst. Eleven kunne i stedet for sine mange anklagere mod politikere som de værste løgnere, have skrevet at hun synes, at det er for dårligt, at i et demokratisk land, hvor man lever som demokratiske borgere, med folkevalgte politikere, ikke kan stole på, at netop de politikkere følger de principper de er blevet valgt ud fra. Ydermere havde ordet ”demokrati” også vakt en fællesfølelse hos læserne, der jo må formodes at være demokratiske danskere, og logikken ved, at en demokratisk valgt politiker bør følge de punkter han eller hun er blevet valgt ud fra. Formuleringen ”jeg er ikke så meget inde i det der politik” er lidt af en fejl af læseren at skrive. Hun umyndiggør sig selv som en kvalificeret person til overhovedet at skrive om politik, og man kan herved undre sig ovre hvor hun har sine informationer om, som ligger til baggrund for hendes kritik, er det fra Ekstra Bladet, et interview i fjernsynet eller et uheldigt klip på YouTube?

Dog skal eleven have ros for sine retoriske virkemidler. Hun benytter sig af ironi og billedsprog, når hun f.eks. skriver ”Helle og hendes Angels”, der åbenlyst drager et billede af rockerbanden Hells Angels, og samtidig gør grin med Helle Thorning Schmidt. Også hendes ”jeg hader folk, der har bukser der flyver”, er en livlig lille indskudt sætning, der giver teksten karakter. Illustration af Pinocchio med Jesper Fårekylling på den lange trænæse, der selvfølgelig har vokset sig lang af alle løgnene, er også noget der er med til at give teksten karakter. Billedet snakker jo for sig selv, og Pinocchio er jo et billedet for løgnere.

Alt i alt er det en tekst, der ikke holder som argumenterende, da der stort set ikke argumenteres. Til gengæld er der masser af potentiale i teksten, hvis man går ind i procesorienteret responsgivning, da de punkter der nævnes er relevante – de skal blot uddybes, så de får deres eget liv i teksten, frem for at være punkt nummer 1, punkt nummer 2 osv. Derudover viser teksten også hvem forfatteren er, man har et indtryk af, at hun er ironisk og har nogle bestemte holdninger til tingene, og der belyses også nogle af hendes hverdagsoplvelser. Dette er i den grad med til at give teksten karakter.