Teaching Learning Cycle

Teaching Learning Cycle er en model, der hjælper dig med at opbygge kendskab til en vis genre. Den ser således her ud:

1. Fase - Vidensopbygning

Eleverne drager deres egne konklusioner om genren ud fra nøje udvalgte eksempler

2. Fase - Analyse af model-tekst

Lærerens faglige analyse af genretrækkene i teksten - med fagtermer

Dernæst skal eleverne gøre det samme - med fagtermer

3. Fase - Fælles tekstkonstruktion

Lærer og elever skriver sammen en modeltekst. 

Læreren "tænker højt" imens

4. Fase - Selvstændig tekstkonstruktion

Eleverne skriver en tekst i genren

Gode ting ved at bruge Teaching Learning Cycle:

• Elevernes genrekendskab opbygges trinvist under kyndig vejledning af læreren
• Kan blive en omstændig proces hvis man følger denne til punkt og prikke
• Denne form for stilladsering og modellering kan være en vigtig støtte eller en tung spændetrøje for eleverne - derfor skal der differentieres, så ikke nogle føler opgaven uoverskuelig mens andre keder sig - hold et godt flow.

Flowskrivning

Nu er det tid til et indlæg om flowskrivning, som jeg netop har læst om i "Skrivelyst og Læring". Jeg faldt undervejs over nogle rigtige gode pointer, jeg kort vil ridse op her. 

For det første skriver Bo Skjoldborg om Flow, som er et begreb jeg blev gjort yderst bekendt med sidste år i dansk- og psykologiundervisningen. Her en illustration af det at være i "Flow":

Altså - Hvis en elev keder sig eller forstår for lidt af undervisningen, så er denne elev uden for flow. Hvis eleven derimod føler sig tryg i læringssituationen og bliver fagligt udfordret indenfor en grænse hvor læringen stadig mestres, så er eleven "i Flow", hvilket nok må være best case scenario i et klasselokale. Teorien er udarabejdet af den ungarnske professor Mihaly Csikszentmihalyi. 

For at vende tilbage til det læste, så kan flow jf. Skjoldborg bruges i forbindelse med skrivning, til at komme i "Skriveflow". Han nævner bl.a. Nonstop skrivning, hvor man skriver i et bestemt afgrænset tidsrum, uden at stoppe. Og hvorfor er det så godt, her er nogle punkter:

• Man skriver for at finde frem til noget af det, man har på hjertet
• Man får en fornemmelse af frihed og lettelse
• Man pirrer nysgerrigheden i forhold til at opdage endnu mere
• Processen kan blive en form for koncentreret, meditativt rum

Det er vigtig som lærer i en nonstop skriveproces ikke at rette dårlige formuleringer eller stavefejl, da det er indholdet der er i fokus, og ej at forglemme skrivelysten. En rigtig fremragende måde at kvæle denne lyst på, er ved at sable elevens tekst ned med røde streger og vejledning. 

I stedet for dette skal man være positiv og anerkendende, hvilket kan lyde super pædagogisk (hvilket det i bund og grund også er) - men det giver alligevel ret god mening. Hvor meget har man selv lyst til at skrive et julekort til Tante Erna, hvis hun sender det retur med røde streger hist og her? Derudover så bidrager den positive og anerkendende tilgang også til et trygt læringsmiljø, og vil man fremme elevernes læring, så gør man det  altså bedst i trygge rammer. 

Den sidste ting jeg vil nævne i forbindelse med dette kapitel er, at Skjoldborg har 5 regler for energi- og flowfremmende skrivesamtaler, som minder en del om "Coaching" konceptet, jeg har blogget om her. De er:

• Hold fast i hovedsagen - skriverens budskab og hensigt
• Stil mange åbne spørgsmål - hv-spørgsmål
• Bed om lov, før du kommer med forslag - modvirker trangen til at ville løse problemerne hurtigt
• Negativ kritik er forbudt
• Udtryk hele tiden dine tanker som jeg-budskaber

Jeg siger ikke at jeg er helt enig i overstående, jeg er med på at negativ kritik ikke er sundt, men jeg går stadig ind for konstruktiv kritik. Hvis en elev har skrevet 2 linier på 20 minutter i en nonstop skrivning, så ville jeg være en ringe lærer hvis alt hvad jeg gjorde var at klappe i mine hænder og sagde "Dygtiiiigt, Peter". Det er selvfølgelig ud fra situationen og eleven, men jeg tror at man skal tage de 5 regler som værende vejledende, hvis man vil bruge dem i praksis.

Og så lige et godt citat at runde af med:

"Utålmodighed resulterer ikke alene i et dårligere resultat, det fører også let til manglende motivation og blokering, fordi man som skriver eller elev kommer til at associere skriveprocessen med præstationspres, stress, træthed og ubehag. Oplevelsen er selvforstærkende."

s. 61

Og hvorfor er det godt? Jamen det er det fordi, utålmodigheden netop dræber skrivelysten. Oftest vil der være en deadline på en opgave for eleverne, men så sørg for at så nok tid af til, så kriterierne for skrivningen kan lykkes. Og husk: Kvalitet frem for kvantitet ;)

Kilder:
Sigrid Madsbjerg og Kirsten Friis: "Skrivelyst og læring" s. 54-64

Berettermodellen som værktøj til skriveudvikling (fiktion)

Jeg var i praktik i januar 2012 i en 5. klasse. Mine medpraktikanter og jeg havde forberedt hvad vi syntes var en fantastisk opgave til klassen: "Skriv jeres eget eventyr med eventyrtræk"... Så det var selvfølgelig hvad klassen gjorde. Vores fokus lå på, om eleverne evnede at få de eventyrtræk og gode beskrivelser de havde lært om i de forgående par uger,  med i deres tekst. 

Nogle elever havde fanget eventyr "konceptet" 100%, mens andre fik blandet science fiction, gys og grus og semikedelige fortællinger ind over. Sandt at sige fik jeg ikke læst alle eventyr grundigt nok set i bakspejlet. Min tilbagemelding til eleverne var okay, men grundlaget for min tilbagemelding manglede noget hold. Der er mange ting at tage fat i når man skal tilbagemelde, men for at holde en rød tråd i opgavebeskrivelsen og tilbagemeldingen - og for ikke at sable eleverne ned - må man holde sig til 2-3 ting, gerne ros-ris.ros, så eleven går fra opgaven med en konstruktiv kritik og hovedet højt.

Vi har nu en måneds tid senere oppe på seminaret læst lidt om læseundervisning og genreskrivning, og jeg er allerede (imponerende nok) blevet klogere siden praktikperioden! :) For det at give eleverne en besked om, at de skal "skrive deres eget eventyr med eventyrtræk" er ikke en klar nok defineret opgave som lærer. Det går an med en sådan beskrivelse når man er praktikant, da man ikke har de samme forudsætninger for at kende klassen, men hvis man vil have noget mere udvikling på klassens skriveegenskaber, så skal der altså noget mere kød på opgavebeskrivelsen.

Marlene Muhlig og Mette Teglers skriver om Berettermodellen som et redskab til skrivning indenfor fiktion i "Skrivelyst og Læring", hvilket jeg finder interessant. 

De foreslår bl.a. at man som lærer bruger berettermodellen som en slags brainstorm, så eleverne inden de går i gang med deres skrivning kan danne sig et overblik over hvilken drejning deres tekst skal tage, og være bevidste om de spændinger der gerne skal opstå for at holde læseren interesseret. 

Berettermodellen illustreret som hval 

- en god måde for de mere visuelle elever at huske modellen på.

Jeg finder personligt modellen overskuelig, og kan sagtens forholde mig til at den kan bruges som et værktøj i elevernes skriveproces, fremfor at man som lærer plaprer løs om anslag, præsentation, uddybning osv. Den bølge der er langs hvalens ryg forklarer ganske fint, overordnet set, hvordan udviklingen i det skrevne kan bygges op så det fanger læseren. Med den i baghovedet hos eleverne, tror jeg på at det vil lette elevernes arbejdsproces med skrivning.

Dette er jo kun en mulighed ud af mange til at tilrettelægge undervisning indenfor fiktionsskrivning på. Havde vi brugt den til eleverne i praktikken som det andet krav til deres opgaveløsning, så ville vi nok være komme et par af de noget misforståede opgaver til livs, inden de overhovedet kom ned på papiret. Samtidig ville skriveprocessen heller ikke forvirre eleverne så meget, når deres tanker skal omsættes til ord, der yderligere skal omsættes til skrift. 

Jeg har tænkt mig at prøve berettermodellen i fiktionsskrivning af i praksis før eller siden. Jeg håber at den til den tid giver pote og lettere elevernes forståelse for at skulle skrive så det bliver interessant, og fastholder læseren til teksten :-)