Viser opslag med etiketten Respons. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Respons. Vis alle opslag

onsdag den 10. oktober 2012

Formativ og summativ vurdering

I forbindelse med responsgivning, findes der 2 former for vurdering jeg har læst om, som jeg lige vil ridse op her:

Formativ vurdering er undervisningsvurdering:
Det er en tilbagemelding på en tekst i proces, der peger mod forbedrings- og udviklingspotentialet i teksten. Ved formativ vurdering indgår læreren en aftale med eleven om at bedømme teksten undervejs i forløbet – det er respons i forkant af læring. 


Summativ vurdering er bedømmelsen af det færdige produktet:
Dette afslutter læringsprosessen. Man kan bruge suppesmagning som metafor for denne forskel: Når kokken smager på suppen er det en formativ vurdering han foretager, han smager ikke for at bedømme det færdige produkt, men for at foretage en analyse for at vide hvad der må gøres, for at resultatet skal blive bedst muligt. Når restaurantgæsterne smager på suppen, så er det en summativ vurdering, det er det færdige produktet som bedømmes. 


Den traditionelle stilretter har afsæt i en summativ evaluering, hvorimod den gode skrivevejleder med afsæt i den kreative genreskrivning, derimod vælger det bedste fra alle evalueringsformer som omdrejningspunkt for sin respons, herunder den formative vurdering, hvor man kan forebygge fejl der ville have fået med den røde skriver.


Kilder:
  • "Fem teser om funksjonell respons på elevtekster" af Trygve Kvithyld og Arne Johannes Aasen - PDF kan hentes her
  • Skrivelyst og Læring s. 190


torsdag den 20. september 2012

Flowskrivning

Nu er det tid til et indlæg om flowskrivning, som jeg netop har læst om i "Skrivelyst og Læring". Jeg faldt undervejs over nogle rigtige gode pointer, jeg kort vil ridse op her. 

For det første skriver Bo Skjoldborg om Flow, som er et begreb jeg blev gjort yderst bekendt med sidste år i dansk- og psykologiundervisningen. Her en illustration af det at være i "Flow":




Altså - Hvis en elev keder sig eller forstår for lidt af undervisningen, så er denne elev uden for flow. Hvis eleven derimod føler sig tryg i læringssituationen og bliver fagligt udfordret indenfor en grænse hvor læringen stadig mestres, så er eleven "i Flow", hvilket nok må være best case scenario i et klasselokale. Teorien er udarabejdet af den ungarnske professor Mihaly Csikszentmihalyi

For at vende tilbage til det læste, så kan flow jf. Skjoldborg bruges i forbindelse med skrivning, til at komme i "Skriveflow". Han nævner bl.a. Nonstop skrivning, hvor man skriver i et bestemt afgrænset tidsrum, uden at stoppe. Og hvorfor er det så godt, her er nogle punkter:

  • Man skriver for at finde frem til noget af det, man har på hjertet
  • Man får en fornemmelse af frihed og lettelse
  • Man pirrer nysgerrigheden i forhold til at opdage endnu mere
  • Processen kan blive en form for koncentreret, meditativt rum

Det er vigtig som lærer i en nonstop skriveproces ikke at rette dårlige formuleringer eller stavefejl, da det er indholdet der er i fokus, og ej at forglemme skrivelysten. En rigtig fremragende måde at kvæle denne lyst på, er ved at sable elevens tekst ned med røde streger og vejledning. 
I stedet for dette skal man være positiv og anerkendende, hvilket kan lyde super pædagogisk (hvilket det i bund og grund også er) - men det giver alligevel ret god mening. Hvor meget har man selv lyst til at skrive et julekort til Tante Erna, hvis hun sender det retur med røde streger hist og her? Derudover så bidrager den positive og anerkendende tilgang også til et trygt læringsmiljø, og vil man fremme elevernes læring, så gør man det  altså bedst i trygge rammer. 

Den sidste ting jeg vil nævne i forbindelse med dette kapitel er, at Skjoldborg har 5 regler for energi- og flowfremmende skrivesamtaler, som minder en del om "Coaching" konceptet, jeg har blogget om her. De er:

  • Hold fast i hovedsagen - skriverens budskab og hensigt
  • Stil mange åbne spørgsmål - hv-spørgsmål
  • Bed om lov, før du kommer med forslag - modvirker trangen til at ville løse problemerne hurtigt
  • Negativ kritik er forbudt
  • Udtryk hele tiden dine tanker som jeg-budskaber

Jeg siger ikke at jeg er helt enig i overstående, jeg er med på at negativ kritik ikke er sundt, men jeg går stadig ind for konstruktiv kritik. Hvis en elev har skrevet 2 linier på 20 minutter i en nonstop skrivning, så ville jeg være en ringe lærer hvis alt hvad jeg gjorde var at klappe i mine hænder og sagde "Dygtiiiigt, Peter". Det er selvfølgelig ud fra situationen og eleven, men jeg tror at man skal tage de 5 regler som værende vejledende, hvis man vil bruge dem i praksis.

Og så lige et godt citat at runde af med:

"Utålmodighed resulterer ikke alene i et dårligere resultat, det fører også let til manglende motivation og blokering, fordi man som skriver eller elev kommer til at associere skriveprocessen med præstationspres, stress, træthed og ubehag. Oplevelsen er selvforstærkende."
s. 61

Og hvorfor er det godt? Jamen det er det fordi, utålmodigheden netop dræber skrivelysten. Oftest vil der være en deadline på en opgave for eleverne, men så sørg for at så nok tid af til, så kriterierne for skrivningen kan lykkes. Og husk: Kvalitet frem for kvantitet ;)


Kilder:
Sigrid Madsbjerg og Kirsten Friis: "Skrivelyst og læring" s. 54-64



torsdag den 13. september 2012

Vurdering, evaluering og vejledning

Noget jeg syntes var svært at finde frem til på mit første år som danskstuderende var, hvordan man skal vurdere, evaluere og vejlede når det kommer til elevernes skriftlige arbejde. 

Først lige et citat jeg syntes rammer definitionen af evaluering godt:

"En sandhed, man opdager med ens egne øjne, om end den er ufuldkommen, er det samme værd som ti sandheder, man får fra andre - for foruden at øge ens erkendelse har den også øget ens evne til at se."
Fritjof Nansen, opdagelsesrejsende

Altså skal målet med evaluering gerne være, at den der bliver evalueret - selv kan opnå indsigt i evalueringen. På den måde har det den største effekt, og des mere den evaluerede selv kan se meningen med evalueringen, des mere vil den evaluerede tage evalueringen til sig. 

I dag i danskundervisningen på seminariet har vi haft meget fokus på evalueringsarbejdet. Vi har arbejdet med tre former:
  • Coaching 
  • Respons
  • Vurdering

Personligt kan jeg godt mærke at jeg bliver lidt udfordret af coaching metoden, da denne følger disse principper: 
  • Coachens vigtigste rolle er at lytte
  • Coachens næstvigtigste rolle er at spørge
  • Coachen skal finde noget at rose
  • Fokuser på tekstens vækstpunkter: dér, hvor potentialet ligger
  • Fokuser på få udvalgte problemer, men ikke alle
  • Sørg for at skribenten får svar eller anvisninger på sine spørgsmål
  • Coachens opgave er at få skribentens tekst til at lykkes
  • Tal om tingene fra skrivendes synspunkt
  • Tal om tingene fra læserens synspunkt
  • Undgå at være smagsdommer: tekster kan fungere på et utal af måder, ikke kun på din

Der er nogle gode elementer i coachingen, bl.a. punkterne med at lytte og spørge, for som regel ligger der nogle bevæggrunde for det eleverne skriver og gør, og på denne måde bliver man jo klogere på elevens værk, og kan derfor også bedre vejlede.

Man må i coachingen ikke fokuserer for meget på de fejl der er at finde, hvilket jeg syntes er en god ting, da eleven forhåbentligt så ikke bliver bombarderet af korrektioner og røde streger.  

Jeg tror helt sikkert at coaching metoden kræver øvelse, man får nemt en tendens til at rette og fokusere på fejl som det umiddelbare, men det er jo ikke det der er pointen her. Jeg tror jeg vil prøve den af i min praktik hvis det passer i den kontekst jeg skal arbejde med til den tid. 

Der blev jo også brugt lidt tid på respons, og her er principperne for dette: 


  • Begynd med det positive og overordnede
  • Vær konkret
  • Giv få, men overskuelige råd
  • Formuler din kritik som spørgsmål
  • Lad skribenten komme til orde
  • Diskuter alternative læsningsforslag
  • Peg på formelle fejl, som nemt kan rettes
  • Lav overskuelige tidsfrister for revision


Det var ikke den øvelse vi brugte tid på, men pincipperne giver vist meget godt sig selv :)