For hmm, 2 uger siden skulle vi aflevere en opgave i dansk, nemlig en analyse af en elevtekst... Det fik jeg ikke lige gjort, og så var der så mange andre ting der skulle gøres, og jeg havde en million undskylder for ikke at gøre - men nu er det gjort! :)
Bedre sent end aldrig, nu håber jeg bare at opgaven er grebet rigtigt an :-)
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Opgave
Læs kap. 16 i Mette Kirk Mailand og lav med inspiration herfra en lærerfaglig analyse af en elevtekst fra udskolingen. Den lærerfaglige analyse skal fylde 1-2 sider. Skrives individuelt eller i grupper.
Teksten jeg har valgt er følgende:
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Elevteksten af Mathilde Laursen
med titlen ”liar liar pants on fire” er et meget konsekvent og hårdt
debatindlæg.
På makroniveau fungerer teksten umiddelbart
fint, da eleven formår at stave korrekt, og sætte sine kommaer mm. rigtigt i
95% af tilfældene. De fejl der er, skal man ned på mikroniveau for at spotte.
Derudover hænger teksten godt sammen i starten, hvor eleven lægger ud med et,
for de fleste hunkøn, genkendeligt hverdagsbillede. Herefter slår hun flydende
over i det, debatten egentlig handler om, nemlig politikkernes tendens til ikke
at holde deres ord. Desværre bliver teksten herefter mindre flydende, i og med
punktformsopsætningen tages i brug, og der afslutningsvis ingen kommentar eller
konklusion er på debatindlægget. Den overordnede opbygning af teksten er på sin
vis berettermodellen. Den går dog i stå allerede ved uddybningen, og når derved
aldrig klimakset og udtoning, hvilket gør at man som læser til sidst tænker, om
ikke der mangler en side 2, hvilket der desværre ikke gør. Eleven får altså
ikke rundet sit debatindlæg ordentligt af, og det giver en tom fornemmelse for
læseren.
I princippet hører teksten til under
genren ”argumenterende tekster”, da et debatindlæg skal argumentere for den sag
den er med, og mod den sag den er imod. Det er tydeligt at tekstens forfatter
er træt af politikere, der ikke kan holde deres ord – dette budskab nærmest
brænder igennem papiret. Derfor er det også en skam, at eleven ikke ”formår at
overbevise modtageren om ét eller flere synspunkter”, da det netop er dette,
der er bærende ved arbejdet med en argumenterende tekst. I stedet peger eleven primært fingre, uden at komme med nogle saglige
velformulerede pointer. Hun nævner nogle punkter, som hun mener, at S og SF
ikke har overholdt – men disse fremgår i punktform, hvilket svækker den
argumenterende effekt, der er så grundlæggende for et debatindlæg. Og som
tidligere nævnt rundes teksten heller ikke af med nogle ord til læseren, der
som regel appellerer til ethos, pathos eller logos, men dette er i sidste ende
også logisk, da eleven heller ikke inddrager disse synspunkter i sin tekst.
Brugen af et anderledes ordvalg
kunne have ført debatindlægget over mod en mere følelsesladet og
fornuftsbetonet tekst. Eleven kunne i stedet for sine mange anklagere mod
politikere som de værste løgnere, have skrevet at hun synes, at det er for
dårligt, at i et demokratisk land, hvor man lever som demokratiske borgere, med
folkevalgte politikere, ikke kan stole på, at netop de politikkere følger de
principper de er blevet valgt ud fra. Ydermere havde ordet ”demokrati” også
vakt en fællesfølelse hos læserne, der jo må formodes at være demokratiske
danskere, og logikken ved, at en demokratisk valgt politiker bør følge de
punkter han eller hun er blevet valgt ud fra. Formuleringen ”jeg er ikke så
meget inde i det der politik” er lidt af en fejl af læseren at skrive. Hun
umyndiggør sig selv som en kvalificeret person til overhovedet at skrive om
politik, og man kan herved undre sig ovre hvor hun har sine informationer om,
som ligger til baggrund for hendes kritik, er det fra Ekstra Bladet, et
interview i fjernsynet eller et uheldigt klip på YouTube?
Dog skal eleven have ros for sine
retoriske virkemidler. Hun benytter sig af ironi og billedsprog, når hun f.eks.
skriver ”Helle og hendes Angels”, der åbenlyst drager et billede af
rockerbanden Hells Angels, og samtidig gør grin med Helle Thorning Schmidt.
Også hendes ”jeg hader folk, der har bukser der flyver”, er en livlig lille
indskudt sætning, der giver teksten karakter. Illustration af Pinocchio med
Jesper Fårekylling på den lange trænæse, der selvfølgelig har vokset sig lang
af alle løgnene, er også noget der er med til at give teksten karakter.
Billedet snakker jo for sig selv, og Pinocchio er jo et billedet for løgnere.
Alt i alt er det en tekst, der
ikke holder som argumenterende, da der stort set ikke argumenteres. Til gengæld
er der masser af potentiale i teksten, hvis man går ind i procesorienteret
responsgivning, da de punkter der nævnes er relevante – de skal blot uddybes,
så de får deres eget liv i teksten, frem for at være punkt nummer 1, punkt
nummer 2 osv. Derudover viser teksten også hvem forfatteren er, man har et indtryk
af, at hun er ironisk og har nogle bestemte holdninger til tingene, og der
belyses også nogle af hendes hverdagsoplvelser. Dette er i den grad med til at
give teksten karakter.
